Workers Comp Lommeregner

En arbejdsskadeberegner estimerer de lønerstatningsydelser, som en tilskadekommen arbejdstager er berettiget til at modtage efter en arbejdsskade eller erhvervssygdom. Arbejdsskadeerstatning er et fejlfrit forsikringssystem, der giver medicinske ydelser, lønerstatning og invaliditetsbetalinger til medarbejdere, der kommer til skade på jobbet, mod at medarbejderen opgiver retten til at sagsøge arbejdsgiveren for uagtsomhed. Alle stater undtagen Texas (hvor arbejdstagerkompensation er valgfri for private arbejdsgivere) kræver, at arbejdsgivere bærer en arbejdsskadeforsikring. Arbejdskompensationssystemet i USA går tilbage til begyndelsen af ​​1900-tallet, hvor Wisconsin blev den første stat til at vedtage en omfattende lov om arbejdsskadeerstatning i 1911. Systemet blev skabt som et kompromis mellem arbejdsgivere (som fik beskyttelse mod retssager) og ansatte (som opnåede garanterede fordele uanset skyld). I dag er cirka 135 millioner arbejdere dækket af arbejdsskadeforsikring, og systemet betaler cirka 63 milliarder dollars i ydelser årligt. Kerneydelsen i arbejdsskadeerstatning er lønerstatning: Når en tilskadekommen arbejdstager ikke kan arbejde, modtager de en procentdel af deres løn før skaden, typisk to tredjedele (66,67 %) af den gennemsnitlige ugeløn. Hver stat begrænser dog den maksimale ugentlige ydelse, hvilket betyder, at højttjenende arbejdere modtager en mindre procentdel af deres faktiske løn. Maksimale ugentlige fordele spænder fra cirka $500 i Mississippi til over $2.000 i Iowa og Connecticut. Ydelser er generelt ikke indkomstskattepligtige, hvilket delvist opvejer nedsættelsen af ​​fuld løn. Arbejdsskadeberegnere bruges af tilskadekomne arbejdere til at forstå deres fordele, af arbejdsgivere og forsikringsselskaber til at håndtere skadeomkostninger, af advokater, der repræsenterer tilskadekomne arbejdere i omstridte krav, og af erhvervsrehabiliteringsrådgivere, der hjælper arbejdstagere, der vender tilbage til beskæftigelse. Beregningerne involverer flere variabler, herunder arbejderens gennemsnitlige ugentlige løn, statens kompensationssats, den maksimale og mindste ugentlige ydelse, typen af ​​invaliditet (midlertidig total, midlertidig delvis, permanent delvis eller permanent total) og enhver gældende venteperiode.

PrimeCalcPro provides professional-grade tools trusted by businesses and academics.

1. 1Anmeld omgående arbejdsskaden til arbejdsgiveren og søg lægebehandling. De fleste stater kræver, at arbejdsgiveren underrettes inden for 30-90 dage efter skaden, med kortere frister i nogle stater. Arbejdsgiveren skal indgive en første skadesrapport til statens arbejdsskadenævn og deres forsikringsselskab. Undladelse af at rapportere omgående kan bringe kravet i fare. For erhvervssygdomme (såsom karpaltunnelsyndrom eller høretab) starter rapporteringsuret typisk, når arbejderen vidste eller burde have vidst, at tilstanden var arbejdsrelateret.
2. 2Beregn arbejderens gennemsnitlige ugeløn (AWW), som er grundlaget for ydelsesberegningen. De fleste stater bruger arbejderens gennemsnitlige indtjening over de 52 uger forud for skaden, inklusive overarbejde, bonusser, drikkepenge og værdien af ​​arbejdsgiverydelser (bolig, måltider osv.). Nogle stater bruger en kortere tilbagebliksperiode (13 eller 26 uger) eller justerer for sæsonbestemte udsving. For nye medarbejdere uden et helt års indtjeningshistorik kan AWW baseres på lønnen for en sammenlignelig medarbejder eller arbejderens kontraktmæssige lønsats.
3. 3Anvend statens kompensationssats på AWW for at beregne den ugentlige ydelse. Standardsatsen er 66,67 % (to tredjedele) i de fleste stater, selvom nogle stater bruger forskellige satser (80 % i Iowa, 70 % i nogle stater for specifikke handicaptyper). Den beregnede ydelse sammenlignes herefter med statens maksimale og mindste ugentlige ydelsesbeløb. Hvis den beregnede ydelse overstiger det statslige maksimum, modtager arbejderen maksimum. Hvis det falder under statens minimum, modtager arbejderen minimum (så længe minimum ikke overstiger AWW).
4. 4Klassificer typen af ​​invaliditet for at bestemme varigheden og arten af ​​ydelserne. Midlertidige totalinvaliditetsydelser (TTD) gælder, når arbejderen slet ikke kan arbejde under bedring og slutter, når arbejderen vender tilbage til arbejdet eller når maksimal medicinsk forbedring (MMI). Midlertidige delvise invaliditetsydelser (TPD) gælder, når arbejderen kan arbejde med restriktioner, men tjener mindre end deres løn før skaden; TPD betaler en procentdel af lønforskellen. Permanent Partial Disability (PPD) ydelser kompenserer for varig svækkelse efter MMI, baseret på en værdiforringelse tildelt af den behandlende eller uafhængige læge.
5. 5Anvend ventetiden, før ydelserne begynder. De fleste stater har en 3-7 dages ventetid, hvor der ikke udbetales lønerstatningsydelser. Strækker invaliditeten ud over en nærmere angivet periode (typisk 14-21 dage), udbetales karensperioden med tilbagevirkende kraft. Medicinske ydelser begynder med det samme uden ventetid. Karensperioden var designet til at reducere småskader og administrative omkostninger, men det betyder, at arbejdstagere med kortvarige handicap (1-2 uger) kan modtage betydeligt mindre end deres fulde ret til ydelser.
6. 6Beregn varig invaliditetsydelse, hvis skaden medfører varig funktionsnedsættelse. Permanent Partial Disability (PPD) ydelser er baseret på den berørte kropsdel ​​og svækkelsesvurderingen (en procentdel tildelt af en læge ved hjælp af AMA Guides to the Evaluation of Permanent Impairment). Hver stat har en tidsplan for fordele, der tildeler et specifikt antal ugers kompensation for tab eller svækkelse af hver kropsdel ​​(f.eks. 312 uger for tab af en arm i mange stater). Den ugentlige PPD-ydelse kan være den samme som TTD-satsen eller en anden sats afhængigt af staten.
7. 7Overvej erhvervsrettede revalideringsydelser og tilbagevenden til arbejde. Mange stater kræver, at forsikringsselskabet leverer erhvervsrehabiliteringstjenester (jobomskoling, uddannelsesassistance, jobformidling), når den tilskadekomne arbejdstager ikke kan vende tilbage til deres før-skadebeskæftigelse. Nogle stater giver yderligere løntabsydelser under erhvervsrettet rehabilitering. Det er vigtigt at forstå hele rækken af ​​tilgængelige ydelser, fordi mange tilskadekomne arbejdere afgør deres krav for et engangsbeløb, der ophæver fremtidige ydelsesrettigheder; at kende den samlede værdi af alle fordele sikrer, at forliget er retfærdigt.

• !Undlader at inkludere alle lønkomponenter i AWW: Arbejdere beregner ofte deres AWW ved kun at bruge deres basistimesats, idet de ignorerer overarbejde, skiftforskelle, bonusser, provisioner, tips og arbejdsgiverydelser, der bør inkluderes. Forsikringsselskaber begår nogle gange den samme fejl for at reducere ydelserne. AWW bør afspejle arbejdstagerens samlede økonomiske fordel ved beskæftigelse over tilbagebliksperioden. Arbejdere, der regelmæssigt arbejdede overarbejde, kan have AWWs væsentligt højere end deres grundløn antyder, hvilket resulterer i højere ugentlige ydelser.
• !Forstår ikke forskellen mellem handicaptyper: Mange tilskadekomne arbejdere antager, at de vil modtage TTD-ydelser på ubestemt tid, mens TTD-ydelserne faktisk slutter, når arbejderen når maksimal medicinsk forbedring eller vender tilbage til arbejdet. Hos MMI overgår arbejderen til varig invaliditetsydelse (hvis relevant), som kan beregnes anderledes og til en anden sats. Nogle arbejdere når MMI uden permanent funktionsnedsættelse og modtager ingen yderligere fordele ud over TTD, selvom de stadig oplever symptomer. At forstå overgangen fra midlertidige til permanente ydelser er afgørende for økonomisk planlægning.
• !Afregning for tidligt uden at forstå den samlede ydelsesværdi: Forsikringsselskaber tilbyder ofte engangsbeløb, der virker attraktive, men som kan undervurdere de samlede ydelser, som arbejderen ville modtage, hvis kravet forblev åbent. Et forlig bortfalder retten til fremtidig lægebehandling, fremtidig lønudskiftning og erhvervsrettet revalidering. Inden afregning skal arbejdere have en klar forståelse af deres samlede livstidsydelsesværdi, herunder fremtidige medicinske omkostninger til skaden, potentielt behov for yderligere operation og den økonomiske virkning af eventuelle permanente arbejdsbegrænsninger.